Nyheder > Roche Diagnostics partner i nyt startup-samarbejde

 

Roche Diagnostics partner i nyt startup-samarbejde

 

03 Juli 2019
 

Roche Diagnostics A/S bliver partner i den nyetablerede Health Tech Hub Copenhagen (HTHC).

Foreningens langsigtede målsætning er ganske ambitiøst at påvirke livet og sundheden positivt for ikke alene os danskere, men for op mod en milliard andre mennesker i verden.

Organisationen er stiftet sammen med Dansk Industri og er netop blevet tildelt 23,4 millioner kroner fra Industriens Fond. Pengene skal bruges til at styrke det danske innovationsmiljø på området og dermed gøre Danmark til et internationalt knudepunkt for Health Tech gennem at samarbejde og samskabe nye løsninger på tværs af offentlige og private aktører og ikke mindst i samspil med sundhedsvæsenet.

Det skal i første omgang ske gennem at øge succesraten og adoptionen af innovative, digitale sundhedsløsninger til glæde for patienterne, det danske sundhedsvæsen og den danske sundhedsindustri. Konkret skal det ske ved at monitorere relevante start-ups i en række nordeuropæiske lande, facilitere de danske start-ups’ administrative og forretningsmæssige behov og ikke mindst matche dem med veletablerede, finansielle og industrielle partnere.

"Roche Diagnostics herhjemme er en del af verdens største life science-virksomhed og har et af verdens største forsknings- og udviklingsbudgetter. Omkring 70% af virksomhedens pipeline kommer fra eksterne samarbejdspartnere. Roche vil gerne inspireres af start-ups og introduceres til relevante start-ups. Virksomheden har mange dygtige interne ressourcer, som vores start-ups kan lære fra. Vi glæder os meget til samarbejdet," siger Jesper Grønbæk, CEO og stifter af Health Tech Hub Copenhagen.

Dermed hentyder Jesper Grønbæk dels til, at Roche sidste år investerede 72 milliarder kroner globalt i forskning og udvikling, hvilket er den største investering af sin slags på verdensplan, samt til Roches filosofi om, at innovation ikke alene kommer inde fra organisationen selv, den kommer også udefra og i særdeleshed via samarbejder på nye måder.

”Hvis vi skal fortsætte vores egen udvikling og dermed bidrage optimalt til videreudviklingen af sundhedsvæsenet, skal det også ske med inspiration udefra og i samarbejde med relevante partnere. Health Tech Hub Copenhagen har de rette ambitioner og vil samle de partnere, der kan flytte os alle til næste niveau og dermed bidrage til den nødvendige udvikling af sundhedsvæsenet til gavn for patienterne. Vi ser meget frem til at blive en aktiv del af denne forening og dette spændende miljø,” udtaler Director Healthcare Development hos Roche Diagnostics A/S, Pernille Schmidt.

Aftalen mellem Health Tech Hub Copenhagen og Roche Diagnostics er som udgangspunkt ét-årig med en option på en fireårig forlængelse, hvis parternes forventninger til aftalen bliver opfyldt, når den bliver evalueret i juni næste år. I første omgang vil de to organisationer afdække mulighederne inden for nogle specifikke sygdomsområder.

Roches danske datterselskaber indgår i forvejen i en række konkrete og strategiske partnerskaber med såvel uddannelsesinstitutioner som aktører inden for sundhedsvæsenet.

Ud over samarbejds- og partnerskabsaftaler har danske virksomheder tidligere også vist sig relevante for Roche globalt. Således opkøbte Roche i 2014 biotekvirksomheden Santaris. Den tidligere danske startup-virksomhed er fortsat beliggende i Hørsholm og er nu Roche Innovation Center Copenhagen som ét af Roches syv globale forskningscentre i verden.

Læs mere her:

Artikel om HTHC i Berlingske